Hvem er Uldtotterne?

Mig

Jeg er fra årgang 89, er gift med min dejlige mand Simon og sammen har vi to skønne knægte fra 2018 og 2020. Samt Katten Robin.

Jeg er uddannet pædagog med speciale i Natur og udeliv samt sundhed, krop og bevægelse.
Inden min pædagoguddannelse har jeg lavet lidt andet, jeg er uddannet salgsassistent i friluftsbutik i Aarhus, jeg har arbejdet et halvt år på bondegård i Canada, så jeg har en god og alsidig rygsæk med mig.

Den røde tråd i mit liv har dog været spejderarbejdet med natur og udeliv. Derfor vil det være helt naturligt for mig også at inddrage dette i hverdagen!

Jeg har startet en privat pasningsordning, fordi det er vigtigt for mig at skabe ro omkring de små børn, at give dem tid til at være børn og fordybe sig i leg uden at skulle halse afsted i hamsterhjulet, der tidligt nok skal komme til dem.

Det er min mening at hvis man har haft en rolig og kærligheds fuld start på livet, og finder ud af hvem er jeg/barnet, og at min plads i fællesskabet er vigtig og det jeg bidrager med inden for min udviklings zone er værdsat, det giver børnene en god grund sten til hvad der videre vil møde dem i henholdsvis børnehave eller skole.

Dette skal selvfølgelig ske i trygge rammer, derfor tilbyder jeg en pasningsordning, der så vidt muligt føles som hjemme, vi spiser sammen til de fastemåltider, men melder sulten sig på andre tidspunkter så klare vi også det. vi sover når vi er trætte, her er plads til vild leg med masser af grin og latter, men der er også plads til stille leg, masser af kram en god bog og nogle gode snakke.

Jeg ser på hvad det er for en børnegruppe jeg har og hvad der interesserer gruppen så vel som det enkelte barn, derfra rammesætter jeg aktiviteterne.

Jeg bruger kompetence hjulet og Kolding kommunes læreplan for dagplejen, til at sikre mig at alle områder inden for udviklingen huskes. Men også til at være opmærksom på om der er områder der skal være ekstra støtte på i perioder. 

Huset

I Maj 2020, rystede vi sparegrisen og købte huset på Hejlslandevej 64, her er masser af plads, både ude og inde, og der er masser af plads til forbedring og forandring.  Derfor vil der også løbende ske små og store ændringer ude som inde. Dog er de primære områder hvor Uldtotterne holder til inde på plads. Der imod vil der på ude området komme masser af fornyelse foråret og sommeren over.

Udenfor har vi nu en meget stor sandkasse, med masser af dejligt legetøj, et stort fliseareal hvor der kan køres med diverse køretøjer og en rigtig god rutchebane. Til foråret bliver der klargjort fine steder vi kan så blomster og grøntsager og hen over sommeren arbejdes der på at få klargjort et dejligt stort stykke græsplæne.

Når i kommer inden for ved uldtotterne, rammer i først garderoben, hvor hvert barn har en krog, en kasse til overtøj, en kasse med sovegrej og et sted at stille skoene, selvstændig udvikling betyder meget hos uldtotterne, derfor er der tænkt over at knager og kasser hænger lavt nok til at barnet kan hjælpe med at hænge på plads. I bryggerset anden halv del er der dejligt blødt legegulv, så legen kan fortsætte selvom jeg skal skifte et barn.

Uldtotterne har eget legerum for enden af bryggerset. Her er fokus på plads til fantasien kan udfolde sig, fordybelse, rolle lege, der er noget for enhver. Den vilde leg rykker vi ind i køkkenalrummet! Her er masser af plads til at løbe, hoppe, danse, og trille.
i køkkenet er plads til alle! Her har børnene nemlig også deres eget lege køkken, så vi alle kan gøre mad klar på samme tid, og brygge lange baner luft kaffe og spise luft kage.